PasPaaDigSelv

Pas på dig selv

Som veganer har du sikkert allerede fundet ud af, at det svære ved denne livsstil intet har med ændring af kostvaner at gøre.

De fleste veganere, jeg snakker med, nikker tværtimod genkendende til den følelse af, at udfordringen ligger i at skulle passe ind i et samfund, hvis kultur og normer er bygget op om et dagligt indtag af animalske produkter.

Og da carnismen har sneget sig ind i stort set alle afkroge af det danske samfund, kan det ofte føles som om man, med dette til tider upopulære valg om at leve vegansk, står alene

overfor en mur af uforståenhed og ikke-accept fra det resterende samfund. Hvilket selvsagt kan være ganske hårdt, mentalt.

Så på trods af at jeg her på denne side opfordrer alle til at være så aktive som muligt, når det kommmer til vegansk aktivisme, er det også vigtigt at passe på sig selv og hele tiden mærke efter, hvor meget energi man har at give af.

 

Lad os blive enige om at være uenige

Da jeg besluttede mig for at leve vegansk, skete det sammen med min kæreste. Og der gik heller ikke lang tid, før min mor hoppede med på vognen og adopterede en plantebaseret kost. Der er ingen tvivl om, at denne opbakning og forøvrigt åbenhed overfor veganismen fra resten af familien har gjort mit liv som veganer meget nemmere og har givet mig mere overskud i dagligdagen.

Derfor vil jeg opfordre alle veganere til at søge så meget opbakning hos de personer, man har tættest på sig i livet, som muligt.

På den anden side er det også vigtigt i nogle situationer, at blive enige om at være uenige. Der findes ikke noget mere deprimerende og nedslidende end, gang på gang ,at havne i situationer, hvor man diskuterer veganisme med de personer, man har tættest på sig i livet. Selvom disse personer er dem, man har brug for mest støtte fra, må man på et tidspunkt acceptere, at tingene nu engang er, som de er, og aftale at begrave stridsøksen, hvis diskussionerne ikke fører nogle vegne.

Jeg tror, at det er både sundt og vigtigt at have nogle steder i livet, hvor man har ”helle” som vegansk aktivist - hvor man hverken behøver at skulle stå på mål for den veganske ideologi eller konstant være klar med argumenter i baghovedet.

 

Hvis jeg respekterer dine spisevaner, skal du respektere mine

 

”At blive enige om at være ueninge”

 

er dog imidlertid ikke det samme som:

 

”Hvis jeg respekterer dine spisevaner, skal du respektere mine”.

 

Jeg mener, at hvis man som kødspiser beder en veganer om sidstnævnte, så er det et udtryk for, at man ikke har forstået veganismen. Man skal huske på, at der intet moralsk er i galt med veganisme set fra den carnistiske ideologi, men set fra et vegansk synspunkt er carnismen moralsk forkert. Man ville jo eksempelvis heller ikke bede en forkæmper for ligestilling mellem kønnene om at respektere, at man dyrker og fremmer kvindeundertrykkelse.

Inden man begraver stridsøksen og beslutter at holde samtalerne om veganisme/madvaner på et minimum, mener jeg, at det kan være en fordel at forsøge at få de pårørende til at forstå, hvad veganisme i sin enkelthed går ud på, samt hvilke faktorer der har motiveret én til at vælge denne livsstil.

Hvis man feks. er blevet veganer for både klima/miljø, dyre-etiske årsager og ens egen sundhed, ja så ville jeg vælge en dokumentar fra hver af disse kategorier og bede personen om at se disse, så vedkommende som minimum får en basal forståelse for ens valg. Alternativt kan man se dem sammen.

Måske tænker du, at du næppe får familien til at tage sig tiden til at se en hel dokumentar (eller endda flere). Men hvis det er tilfældet, er det formenligt fordi, at familien netop ikke har forstået, hvad veganismen er, og hvorfor det betyder så meget for dig. Det er vigtigt, at ens pårørende forstår, at for de fleste er valget om at leve vegansk, ikke blot endnu en sundhedstrend eller en dille, der går over, nej der ligger nogle etiske og dybere overvejelser bag skiftet til denne livsstil, der gerne skulle vare resten af ens dage. Set i det perspektiv, syntes jeg ikke, at det er så meget at spørge familien om.

 

Vælg dine kampe med omhu

Vælg dine kampe med omhu er et ordsprog, vi alle har hørt før. Jeg har dog aldrig lyttet så meget til dette, som efter at jeg har valg at leve som veganer.

Jeg kan huske, da jeg lige var blevet veganer og var begyndt at sætte mig ind i problematikkerne omkring dyrelandbrugets virke, havde jeg følelsen af, at jeg var blevet løjet for hele mit liv.

 

Hvordan kan vi mennesker tillade os at behandle landbrugsdyrene (mf.), som vi gør?

 

Hvorfor er der ikke flere politikere, der har fokus på dyrelandbruget, når det kommer til kampen i mod f.eks klimaforandringerne, hungernød, tørke og flygtningestrømme?

 

På trods af hvad årtiers forskning fortæller os, hvorfor er det ikke ubredt/almen viden i moderne lægevidenskab, at et et dagligt indtag af animalske produkter er så usundt for os mennesker, at det er den førende årsag til en lang række af de sygdomme, vi som samfund desperat prøver at bekæmpe?

 

Dette var blot nogle af de spørgsmål, der konstandt kørte rundt i hovedet på mig.

Det var som om, jeg følte en trang til at fortælle alle mennesker, jeg mødte på min vej, om alle de nye ting jeg havde lært, så også de kunne få åbnet øjnene for, hvad der virkeligt foregår.

Men netop fordi at carnismen(se videoen for T.H.) er så indgroet en del af vores samfund, er det vigtigt at forstå, at ikke alle er lige åbne over for det veganske budskab.

For nogle vil det endda ligge så fjernt, at de kan blive direkte sure eller ubehagelige i deres adfærd, når de bliver stillet overfor argumenter for at vælge en vegansk livsstil.

En af grundene til denne defensive adfærd, der kan komme til udtryk i b.la. fjendtlighed, kan forklares med begrebet kognitiv disonans. Mere om det om lidt.

Så for at det ikke bliver for nedslidende, ofte at skulle stå ansigt til ansigt med det resterende kødspisende samfundssyn og holdninger til veganere og de værdier, vi står for, har jeg bogstaveligt talt lært at tage mine kampe med omhu. Det betyder i praksis at jeg ofte inddeler de folk jeg snakker med, i 3 grupper:

1. Dem der med åbenhed, respekt og nysgerrighed gerne vil høre min historie om, hvorfor jeg er blevet veganer, samt det faktum at jeg i øvrigt mener, at dyrene og jordkloden har brug for, at alle (med tiden) bliver det. Det er her, at jeg lægger det meste af min energi og tillader mig selv at blive følelsesmæssigt engageret.

2. I den anden gruppe foregår der stadig en sund debat, men her kræver det, at man er lidt skarp og har sine argumenter klar. Hvor meget, jeg vælger at engagere mig i denne gruppe, ændrer sig lidt fra dag til dag, da det ikke er hver dag, at man har overskuddet til at debattere om dette unægteligt følsomme emne.

3. I den tredje gruppe har vi de inkarnerede og til tider respektløse carnister(modsat af hvad nogle tror, er ”carnister” ikke et skældsord for folk, der spiser kød, men blot en betegnelse for de personer der har tilsluttet sig den ideologi, der hedder carnisme, se video'en længere oppe), hvor "kampen" på forhånd ofte er tabt. Dem vælger jeg i nogle tilfælde slet ikke at diskutere med, b.la fordi at der ikke altid kommer noget godt eller sagligt ud af det, men at man blot ender med unødvendigt at blive følelsesmæssigt oprevet.

 

Kognitiv disonans

Som jeg var inde på før, kan man, eksempelvis på Facebook, nogle gange godt ende i nogle ret grove samtaler med folk, der er meget aggressive i mod veganismen og ja én selv som person.

Jovist ubehagelig adfærd er en udbredt ting på facebook, da det er nemt for enhver troll at sidde trygt derhjemme bag skærmen og svine folk til, det er langt fra et fænomen de veganske forummer har patent på. Men efter at jeg blev veganer, er det for alvor gået op for mig, hvor upopulært dette valg af livstil kan være. Det er gået op for mig, at selv den type personer, som jeg sjældent diskuterede med, eller som aldrig kunne finde på at trolle på Facebook, pludselig udviste en til tider udbredt defensiv adfærd. En ting som undrede mig en del, indtil jeg lærte om begrebet carnisme (Dr.Melanie Joy) og Kognitiv dissonans.

 

Men hvad er Kognitiv dissonans?

Kognitiv disonans forklares som ”det mentale ubehag som opleves af et individ, der har eller indtager (eller presses til at indtage) indbyrdes modstridende holdninger. Der kan også være en dissonans(i dette tilfælde uoverenstemmelse) mellem individets ideer/værdier og vedkommendes handlinger;

 

At man i givne situationer ikke handler som ens værdier foreskriver.

 

Kognitiv dissonans er altså noget, de fleste af os kommer til at opleve før eller siden i en lang række af forskellige situationer. Men særligt når det kommer til carnisme, er det et udbredt fænomen.

Lad mig her komme med et uddybende eksempel:

De fleste mennesker er stærke modstandere af dyremishandling, men spiser samtidig både kød, æg og mælke produkter dagligt. Hvis man bare har sat sig en lille smule ind i, hvordan disse produktioner foregår, er man godt klar over, at disse to ting ikke hænger sammen. Der er altså en disonans imellem vedkommendes værdier og vedkommendes handlinger. Men pga carnismens forsvarsmekanismer, vil denne disonans som udgangspunkt være skjult for de fleste. De fleste af os har eksempelvis fuldstændig mistet forbindelsen imellem de stykker kød, der ligger i køledisken og det levende væsen, der befandt sig i den anden ende af produktionen.

Men hvad sker der så, når en carnist bliver gjordt bekendt med al den smerte og lidelse, der ligger bag ved disse produktioner, som vedkommende støtter hver dag?

Eller når det går op for en kødspisende miljøforkæmper, hvilken konsekvens kødproduktionen har for klodens miljø?

Der opstår kognitiv dissonans, - det går op for personen, at vedkommende ikke handler, som dennes værdier foreskriver. (Ordet kognitiv betyder i denne sammenhæng at opfatte, forstå, vide, og de kognitive funktioner vedrører således funktioner med erkendelse, opfattelse og tænkning.)

 

Da meget af vores arbejde som veganske aktivister går ud på at informere og oplyse folk, vil vi derfor ofte skabe kognitiv disonans hos modtageren af budksabet. Kognititv disonans behøver dog ikke altid at være en negativ ting, der gør folk defensive eller endda aggressive. Nej, det øjeblik, hvor den kognitive dissonans opstår, det, at man realiserer, at man ikke handler som ens værdier foreskriver, vil for nogle netop være startskuddet til at begynde at handle anderledes.

Det er også derfor, at vi ser mange folk, fra den ene dag til den anden, gå fra at spise kød dagligt til at blive vegetarer eller veganerer.

Jeg kan selv tydeligt huske det øjeblik, da jeg besluttede mig for at blive veganer. Det var ikke noget, der havde været på vej forinden. Beslutningen opstod pludseligt, da det gik op for mig, at jeg som vegetar stadig bidrog til nogle industrier, der er skyld i så meget unødvendig smerte og lidelse som mælke- og æggeindustrierne er.

I videoen her fortæller Ed Winters, hvordan han bruger den sokratiske metode til b.la. at fremhæve kognitiv dissonans hos folk, han snakker med, når han laver outreach aktivisme på gaden.

 

Jeg håber ikke, at det blev for langhåret her til sidst - og hvis du syntes at hele den her ”kognitiv dissonans” ting er mere forvirrende end givende at tænke på, så lad det bare ligge. Det er ikke vigtigt i sig selv, men for nogle kan det være rart og ikke mindst nyttigt at kende til nogle af de faktorer der gør, at folk man snakker med nogle gange reagerer, som de gør.

Facebook

Hvis du ikke allererde har været det, så hop et smut forbi min facebookside og giv den et like!

Udover at jeg bruger siden som blog, er det også her du kan kontakte mig hvis du har lyst.

Har du har brug for råd, inspiration eller vejledning til at komme i gang med at leve mere plantebaseret? - Så hop endelig forbi Facebook.com/VeganWildling og sig hej!